NYE DANSKE SALMER

”Salmer I Sorg Og Glæde”  er 30 nye salmer skrevet af ægteparret Marianne Harboe og Hans Dal. Hovedparten blev uropført i oktober ved en koncert med Hans Dal i Vor Frue Kirke, København.

”Sorrig og glæde de vandre til hobe” skrev Kingo.  Sorg og glæde er også omdrejningspunkterne i de nye salmer, men sproget er nutidigt og musikken fornyer den traditionelle salmemusik. 
Eet af hovedtemaerne  i Marianne Harboes tekster er døden - det endelige farvel til ”livets korte lege”, men også den ”død”, vi gang på gang møder gennem livet, hvor tab og kriser opleves som skelsættende forandringer. Vreden, smerten og afmagten fornægtes ikke, men kan blive den grobund, hvorfra en nyorientering opstår - hvorfra nyfødt livsglæde udspringer.
 

Længslen mod tro, håb og kærlighed er drivkraften i selv de alvorligste salmer. Evangeliets glade budskab. Dets forløsende gennemslagskraft i menneskelivet.  

Med musikken bliver ordene til salmer. ”Syng lyset ind i mørke dage” er den bærende grundtone i sange, der fordeler vægten ligeligt mellem det udtryksmæssige og det melodiøst sangbare.
Alle 30 salmer er skrevet fra påske til sensommer i år. De er udkommet både som nodehæfte og som CD.  

(info@harboedal.dk  - tlf. 39631225)