Anmeldelser  

Ny tekst ind: "Teksterne er fin poesi og mættede med indhold. Det er opløftende, at nogen i en tid, hvor glosen ”sangglæde” bestandig bliver brugt og især misbrugt, tør skrive sange, som også lader sorgen komme til udtryk”

”Hans Dal synger dem smukt og indfølt, men samtidig enkelt og usentimentalt.

De 30 sange er gode at læse, gode at synge, og især gode at lytte til”.

Ib Eriksen (Dansk Sang )

 

”Og her gik man og sukkede efter nye salmer, og så får man ikke færre end 30 af slagsen, smukt pakket ind i en trefløjet cover og leveret af ægteparret Marianne Harboe, tekst,  og Hans Dal, musik”

”… hun skriver nogle særdeles gode salmer, hvis inspiration kommer fra bunden af hendes eget sjæleliv. Således inviterer Marianne Harboe os ind i en sjæl, hvor hun både flyver af sted på en lyserød sky, og falder lukt ned i helvedes mest sorte afkroge.”

”Hans Dal tilfører salmerne en musik, så de hver især kommer til at fremstå som individuelle perler. Han forsøger ikke at tvinge teksterne ned i en traditionel kirkestil, men bruger sin egen med inspiration fra den nordiske folke- og visesangtradition. Og tak for det. Tak for salmerne der giver lovning på, at det ikke står så skidt til med salmedigtningen, som jeg tidligere har antaget.”

Bo Nygaard Larsen PO bladet

”Dette er en sjælden udgivelse af nye salmer. Marianne Harboe har skrevet de 30 salmer ud af en indre kilde af glæde og smerte; en kilde som endelig sprang, som hun udtrykker det, i den meget smukke præsentation af CD og nodehæfte. Hans Dal, som er kendt musiker fra forskellige sammenhænge, har komponeret musikken til salmerne. Det også Hans Dal som synger salmerne på CD én ledsaget af hans eget akustiske guitarspil. Marianne har således lagt sine salmer i hænderne på sin mand, som har lagt musik og stemme til. Et samarbejde eller en samklang som bestemt er med til at give denne CD en særlig intimitet, som mærkes når man lytter til den”….

” . Musikken har, samtidig med at den understøtter teksterne, sit eget meditative udtryk. Man kan vælge at lytte til musikken med teksterne som baggrund eller omvendt. Teksterne kan læses som digte i nodehæftet. Uanset hvad man gør, kan man ikke undgå at blive berørt af teksterne og musikken”.. .

…” Det er således salmer med et meget klart evangelisk budskab, med et utraditionelt dagligdags sprog. Det gør teksterne meget nærværende, næsten befriende påtrængende. Jeg kan meget anbefale denne CD både pga. teksterne, musikken, fremførelsen og budskabet, man for virkelig noget for prisen”.
Noomi Mortensen, Forum


…Salmerne er skrevet i et nutidigt og letforståeligt sprog.

Hans Dal løfter teksterne ind i det fælles rum og gør salmerne tilgængelige for andre.

Hertil kommer desuden Dals interessante harmonisering, hans indlevede frasering, hans blændende guitarspil- små enkle forspil- charmerende klangfulde mellem- og efterspil og ikke mindst hans dybe og behagelige stemme.
 
Anmeldelse i Flensborg avis 24.februar 2006:  

Artikel fra Kristeligt Dagblad:
Marianne Harboe har prøvet at dø. Ikke fysisk, men psykisk. I dag er hun mere levende end nogensinde før, og hun har for nylig udgivet en række salmetekster, uden nogensinde før at have skrevet digte. En dag førte pennen sig selv over papiret og pludselig lå en række salmer klar. Samtidig faldt noget på plads i Marianne Harboe. Noget, der længe havde været svært at få styr på.

Marianne Harboe ramlede for et par år siden ind i det, som nogen vil kalde en midtvejs-krise. Selv kalder hun det i dag en midtvejslysning.

Som Marianne Harboe i dag sidder der i huset i på stranden ved Taarbæk på den dejligste plet af dem alle med udsigt over havet, så ligner hun ikke en kvinde i krise. Det er hun heller ikke. For hun har lært at tage livet på sig. At gøre det, hun kalder at tage ansvar for sit eget liv, og det er i de valg og erfaringer, hun siden har gjort sig, at hun finder inspiration til sine salmetekster.

- Når man dybest set ved, at man skal ændre sit liv, så mister man energi på det, man er i gang med. Alle forandringer, tror jeg, er en form for krise. For mig var det at flytte sig psykisk og fysisk en større kraftanstrengelse end at blive i det vante, siger hun.

Men Marianne Harboe var nødt til at stoppe op for også at stoppe rastløsheden. Efter 25 år som billedkunstlærer på et seminarium, sagde hun stop. Energien var røget på vågeblus, som hun siger.

– Jeg stoppede som lektor, og jeg mærkede hurtigt, hvordan diskussionen gik i stå til middagsselskaber, når jeg fortalte, at jeg var arbejdsløs. Jeg valgte at blive arbejdsløs, og blev med tiden sat til forskelligt tvangsarbejde. Blandt andet på Morskabsmuseet på Frederiksberg, hvor jeg malede trapper. Det var skønt. Og jeg skulle bare møde op helt uforberedt, fortæller hun.

Derefter begyndte Marianne Harboe på et kursus i kunstterapi. Noget manglede stadig at falde på plads, og Marianne Harboe havde endnu ikke fundet ud af, hvad hun ville bruge sit liv til.

– Kunstterapien var en selvudvikling, der for mig var første trin på vejen til en selvafvikling. Jeg kunne dengang ikke finde ud af at udtrykke vrede. Og derfor blev det svært for mig at udtrykke glæde. Jeg kom til at leve i en gråzone, men kunstterapiuddannelsen lettede låget. Jeg husker det som en slags død i livet, fordi jeg åbnede op for at slippe ambitionerne, og for mig var det at få en del af livet tilbage, forklarer hun. 

Men det var svært. Marianne Harboe lukkede sig så meget sammen om sig selv, at lederen på kurset ved afskeden sagde, at hvis der var noget, de andre havde lært af Marianne Harboe, så var det stilhed.

Stilheden har Marianne Harboe forfulgt siden. Hun blev frivillig på et hospice for ti år siden var tæt på at miste et barn. Hendes søn var tæt på at dø af kulilteforgiftning på grund af et defekt fyr. Marianne Harboes datter fik ham ud, og lægerne på hospitalet sagde, at det ville være et mirakel, hvis han overlevede. Det gjorde han. Derefter forberedte lægerne Marianne Harboe på, at sønnen nok ville være hjerneskadet. Det var han heller ikke.

Men chokket fra oplevelsen af næsten at have mistet sin søn, havde svært ved at slippe taget i Marianne Harboe. Og da der kort tid efter dumpede en brochure ind ad døren fra et hospice, fordi en nær slægtning af Marianne Harboe var ved at dø, så tænkte hun, at det nok var noget for hende.

– Chokket og taknemmeligheden over livet fik mig til at interessere mig for døden, og dens konsekvenser for, hvordan vi lever, siger hun.

For på et hospice falder dagligdagens masker, forklarer Marianne Harboe. Både patienter, personale og pårørende bliver i højere grad sig selv, fordi der kun er tid til det væsentlige. Der bliver ikke talt om friværdi ved dødslejet, men om kærlighed og relationer til andre mennesker.

– Vi har enorm betydning for hinanden, mens vi er her. Derfor er det vigtigt for mange, at komme så forsonet herfra som muligt. Og på et hospice er livet ligeså meget i fokus som døden. Det mest skræmmende ved døden er, når vi fornægter den i livet, siger hun.  

For i følge Marianne Harboe risikerer vi at leve et hovsa-liv, hvis der ingen bevidsthed er om døden. En tidligere kræftpatient sagde en gang til hende: Hvis du vil have det hele med, så skal du gå langsomt.

– Vi løber hektiske rundt i manegen på jagt efter hektiske oplevelser. Jeg mener, at døden er med til at øge opmærksomheden på livet. Jeg har selv følt det som en kæmpe lettelse at kunne slippe egoets ambitioner. Derfor er lidt egodød ikke af vejen. Vi kan blive bedre til at tage dagen, som den kommer uden at vride armen om på den, ler hun.

Sidste år var Marianne Harboe på en uges ophold i et kloster i Sverige. De, der boede på klosteret måtte ikke tale sammen. Marianne Harboe nød stilheden.

– For mig var det et sugerør ind til stilheden, og det var først der, jeg for alvor fandt ro og inspiration. Det vigtige har været at lære at få stilheden og roen med sig, så man kan komme i kontakt med den igen, forklarer Marianne Harboe. 

Det kom hun skærtorsdag sidste år, hvor Marianne Harboe var i sommerhus i Skagen. Hun fik et tilbud om at komme til Norge og undervise i billedbøn, men ville gerne have sin mand, musikeren Hans Dal med. Problemet var, at han så også var nødt til at lave noget, og Hans Dal foreslog, at de skulle skrive nogle salmer.

– Der er ingen rationel forklaring på hvorfor, for jeg har aldrig skrevet en salme eller noget, der ligner før i mit liv. Men jeg satte mig ned uden at ryste på hånden. Jeg gav Hans den første salme, og samme aften havde han lavet musik til. Så skrev jeg en til, og så kom der også musik til den. Ingen af os snakkede så meget om det, og slet ikke til andre. Vi var meget undrende omkring, hvor det kom fra, og jeg tror, vi var bange for at ødelægge det. For mig var det faktisk som at komme hjem, forklarer Marianne Harboe.

Mange af salmeteksterne kredser omkring døden.

– Jeg tror, at mange i dag er bange for alvoren. Vi laver satire og gør grin med meget. Men glæde og sorg er to sider af samme mønt. Og det kan være et kraftreservoir af glæde ikke at ende i det tågegrå og lunkne, men tage ansvaret for sit eget liv på sig.

Salmerne er udgivet på CDen ”I sorg og glæde”.
Silke Bock